Hesten der forandrede mit liv

Hesten der forandrede mit liv

februar 5, 2019 Af Camilla Bekkevold

Jeg har haft flere heste i mit liv, men især tre af dem har brændt sig fast i hjertet. Selvfølgelig har alle mine ponyer og heste betydet ekstremt meget for mig og bidraget med en masse. Der er bare tre af dem, som hver på sin måde har en ekstra særlig status hos mig. Her vil jeg fortælle om ham, der ændrede det hele. 

På jagt

I år 2007 havde min familie og jeg, igennem en længere periode ledt efter en pony. Jeg havde i forvejen en, men for at jeg nå så langt som muligt i min sidste pony tid, var vi nødt til at finde en mere. Vi rejste selvfølgelig en del rundt i Danmark, men også Tyskland, Polen og Belgien blev besøgt. Min mor fik så kontakt til Lena Spenner, som var en rigtig dygtig ponyformidler. Hun kunne måske hjælpe med at finde en pony, som kunne lære mig en masse.

Lena kendte til en pony, som måske kunne være interessant for os. Hun var sparsom med oplysninger, men gav os navnet et par dage inden vi skulle ud og prøve den. Ponyens navn var Consider. Jeg kan lige så tydeligt huske, da min mor fortalte mig navnet blev jeg chokeret. Jeg kunne slet ikke forstå, at jeg skulle ud og prøve netop den pony.

Consider

Consider kom til Sønderjylland, da han var omkring 3-4 år. Han var blevet købt af danske familie Pedersen, hvis datter var en virkelig dygtig ponyrytter. Ditte Pedersen var Considers første rytter og hun fik hjælp til at uddanne ham af Bjarne Nielsen. Sammen red de international og vandt en bronze til DM for kat. 1. Ditte døde desværre i en meget tragisk rideulykke i år 2002. Efter Dittes død gik Consi nogle handicap klasser, med Lykkes (Dittes mor) veninde og blev senere solgt til familien Dufour. Cathrine kom også til at ride international på Consi og blev nr. 4 til DM i 2006.

Det sjove ved dette er, at jeg slet ikke vidste at Cathrine overhovedet havde redet på Consider. Jeg huskede ham helt tydeligt fra bladene, da jeg var lille, hvor jeg havde set ham og Ditte. Faktisk havde jeg flere år tidligere peget på et billede af Ditte og Sorteper, som var Dittes fantastiske 2’er pony, og sagt til min mor at den pony ønskede jeg mig. Min mor så billedet i bladet, men har nok tænkt ved sig selv, at en 2’er pony ville blive for lille. Så hun bladrede om på næste side og pegede på et andet billede med en større pony og sagde ”er den ikke bedre?”. Billedet var af Ditte og Consi. Jeg har ofte tænkt bagefter, om det var skæbnen der spillede ind den dag.

En fantastisk tid

Jeg har redet siden jeg var 5 år gammel og har altid haft et ønske om at ride på landsholdet. Det var mit største ønske og drøm og vi forsøgte at for det til at lykkes i flere år. Der er ingen tvivl om at den rådgivning vi fik på daværende tidspunkt af trænere osv. Ikke var den optimale. Det er virkelig vigtigt, at man har en træner der er ærlig, realistisk og som har sin faglighed i orden.

Da jeg fik Consider hjem i sommeren 2007, red jeg undervisning tre gange om ugen på 2 ponyer. Det gav min udvikling et kæmpe skub i den rigtige retning og jeg trænede som aldrig før. I løbet af 5 måneder red jeg mig ind i A-truppen og havde vundet min første klasse til et landsstævne. Jeg var LYKKELIG!

Han var den største kammerat inde på banen og jeg følte altid, at han gjorde sit bedste. Når vi var ude til stævner, så følte han sig som kongen. Han gik rundt på opvarmningen som om han ejede det hele og følte sig hjemme i det spotlight. Jeg havde ham i 1 ½ år og jeg synes selv vi fik opnået en masse i den tid. Det var en fuldstændig fantastisk tid, som jeg aldrig vil glemme. Hvis jeg ikke havde haft den tid, så tror jeg slet ikke jeg havde redet i dag.

Ændring

Derfor ser jeg også Consider, som den hest, der ændrede mit liv. Det var ham som fik mig til at tro på mine drømme og ham som viste mig, hvor stort et slid der skal til. Han viste mig også at hvis man slider hårdt nok, så bliver man også belønnet.  Men noget af det vigtigste han har givet mig med, er selvtilliden på banen. Roen indvendigt, og at jeg ved at med en masse træning, så kan jeg godt nå derhen, hvor jeg gerne vil.

Consider endte sit liv hos familien Lund Hansen i Sønderjylland, ikke særlig mange kilometer fra, hvor han boede da han i sin tid kom til DK. Han havde det vidunderligt der og nød sit otium i fulde drag og jeg var der flere gange for at besøge ham. Det er jeg SÅ taknemlig for at jeg måtte og familien Lund Hansen er de skønneste mennesker.

Tak for alt

Da Consi sluttede sine karriere havde han gået international med 4 ryttere og bragt den 5 til landsplan. Det må man sige er noget af en bedrift! Til sidst kunne benene ikke mere og han blev aflivet en solrig dag, hvor vi også var med. Det var helt forfærdeligt, men jeg var glad for at være med ham til det sidste. Han vil altid betyde uendeligt meget og have en kæmpe plads i mit hjerte. Jeg er glad, lykkelig og taknemlig for at have fået chancen for at danne par med sådan en fantastisk pony.

Jeg tænker rigtig tit på ham og når noget er svært eller hårdt, så tænker jeg tilbage på, hvordan det føltes den gang. For når jeg gør det, så ved jeg at jeg er nødt til at blive ved indtil jeg når dertil igen.

 

Nogle af vores større meritter:

Vinder af 1. kval. Ecco Cup 2008

6. Plads i A-finalen i Weert, Holland 2008

Bronze medalje til DM Hold 2008

Nr. 2 til 2. kval af Ecco Cup 2008

2. Plads til Falsterbo Horseshow både individuelt og kür 2008

Reserve til EM 2008

Mindetekst

I forbindelse med at Consider blev aflivet, følte jeg stor trang til at skrive tak. Jeg skrev derfor nedestående tekst på Instagram og Facebook:

“I dag har himlen fået endnu en stjerne. Hele min tilværelse blev forandret, da du kom hjem til os i sommeren 2007 og rejsen sammen med dig har været intet mindre end fantastisk. Du fik mine mål og drømme til at gå i opfyldelse og givet mig uforglemmelige oplevelser og venskaber. Tiden efter dig har ikke været den nemmeste, men vores oplevelser og sejre har været dem der har og stadig holder mig oppe i svære tider. Jeg kæmper for, at få bare en brøkdel af det tilbage jeg opnåede sammen med dig. Du har gået international med 4 ryttere og båret den 5 til landsplan, mere kan man vist ikke forlange. Nu har du nydt dit otium hos verdens mest fantastiske familie og du kunne ikke have haft det bedre end hos dem. I dag blev sidste kapitel i din livshistorie skrevet og jeg er evigt taknemlig for at have været en del af den. Du var min nr. 1. Tak for alt Consider! I hjertet gemt og aldrig glemt <3

Mange stjerne vil tage imod dig, men en ting er helt sikkert – Ditte venter på dig.”