Jens Trabjerg og Andreas Helgstrand har i et samarbejde med Almased i år givet dressurryttere der er over 26 år og som ikke har point på FEI’s verdensrangliste, muligheden for at ride en international klasse ved flere internationale stævner i løbet af år 2018. To af stævnerne er på dansk jord, det ene ved Equitour i maj måned og det ved World Cup i Herning i oktober.

I flere år har der været afholdt internationale springklasser for amatøre ved store stævne og med stor succes. Det giver ekvipager muligheden for at starte til et internationalt stævne og på den måde for ”snuset” til det internationale niveau og atmosfæren til disse stævner.

Almased Dressage Amateurs er opbygget på den måde, at der er en Bronze Tour, hvor man rider PSG og Inter I, Silver Tour hvor man rider Inter I og Inter II og til sidst en Gold Tour, hvor der bliver redet Inter II og GP. Dette giver en fuldstændig unik mulighed for at komme ud og ride international, ”snuse” til niveauet og få noget erfaring i langt større rammer end dem man ser til landsstævner. Samtidig kan man avancere på touren når man som ekvipage rykker en klasse op, hvilket er super fedt.

Hele vores system helt fra ponyårene fungere som en fantastisk trappe i ens udvikling som rytter. Det er klart at tingene skal flaske sig, for at man kan blive ved med at konkurrere på det niveau som ens årgang er sat op til. Bare det i sig selv kan være en kæmpe udfordring, da det ikke er alle som har råd til en hest der er uddannet til det niveau som man skal ride på, eller som har det rigtige team omkring sig til at uddanne en. Men hvis vi tager udgangspunkt i at man følger uddannelseskurven, så rammer man Grand Prix når man er u25. Efterfølgende bliver det så endnu svære, for pludselig skal man ikke bare konkurrere mod de dygtigste på sin egen og nærtliggende årgange, man skal ud og konkurrere mod professionelle, dem som lever af at ride og som rider og uddanner mange heste hver eneste dag.

Jeg er så privilegeret, at jeg tidligere er blevet udtaget til at ride internationale stævner og derfor har noget erfaring i at ride til store stævner, men som jeg nævnte før, så bliver tingene bare endnu svære når man skal konkurrere som senior. Selvom man som jeg, ”bare” skal ud og ride lille tur, så rider man ofte mod mange dygtige ryttere som lever af at ride og som har redet klasserne på mange heste igennem årene. Det gør rejsen mod målet endnu hårdere og svære og derfor synes jeg at det er et fantastisk initiativ at der er kommet sådan en dressur Amateur Tour i Europa.

Det har givet mig en stor mulighed for at vende tilbage til et niveau som stadig er en kæmpe stor del af mine drømme og mål, samtidig med at det også giver Dia-Lou en mulighed for at komme ud og opleve nogle meget større rammer end det som hun hidtil har prøvet.

Jeg må indrømme at da jeg fik brevet med invitationen til at ride Bronze Tour til Equitour i maj måned, var det en kæmpe forløsning. Jeg har været udtaget for junior, men pga. skader kom jeg aldrig af sted, så da vi satte os i bilen mod Aalborg var det præcis 10 år siden vi kørte af sted til mit første internationale stævne. Det sidste jeg red var til Falsterbo Horseshow også i 2008. Måske der er noget med at 8 skal være mit nye lykketal?

I løbet af de sidste ti år, må jeg indrømme at jeg flere gange har tænkt over om jeg nogensinde ville nå tilbage og ride international. Ofte har tankerne kredset sig rundt om jeg nu kunne nå den rideform jeg havde tidligere og her tænker jeg især på min opstilling og den generelle styrke i kroppen. Jeg svajer ret meget fra naturens side og det er rundt omkring det, min opstilling er ”opbygget” omkring. På den måde har jeg altid formået at få trukket skulderne så meget tilbage og siddet tung ned i sadlen. Efter jeg blev opereret har jeg været nødsagt til at skubbe lænden mere tilbage og det har gjort det utrolig svært at genfinde min opstilling fra tidligere, en opstilling jeg oprindeligt også kæmpede rigtig meget for at få. Jeg synes stadig jeg er langt fra den form jeg gerne vil hen til, men der er dog kommet noget mere samling på tingene igen.

Jeg fik invitationen ca. tre uger inden stævnet og de forløbne uger gik selvfølgelig med en masse glæde og forberedelse, men også en nogle gange med tåre i øjnene og en lettelse over endelig at være et god sted igen, efter så mange år. Det er klart at sådan en forløsning kommer med en del forskellige følelser og der er det bare vigtigt at anerkende dem i den række de kommer i.

Hele oplevelsen til Equitour var simpelthen fantastisk. Det er et super flot og virkelig god arrangeret stævne, hvor der er gjort rigtig meget for at give både ryttere og publikum en unik oplevelse. Selvom der er mange ryttere og heste samlet på et sted, så oplevede man fantaske bundforhold, stier der blev sprøjtet med vand for at det ikke skulle støve, rigtig mange haner med vand ved teltstaldene og generel god plads på opvarmningen. Hvis der var noget man havde brug for, blev det til veje bragt ganske hurtigt og alle frivillige var klar til at hjælpe med det samme der var brug for det.

Selve det ridningsmæssige var ikke super godt og jeg havde to ret dårlige ture, hvor Dia var meget plaget af varmen. Der er sket rigtig meget på de første 5 måneder af år 2018 for Dia-Lou og jeg, så alt i alt kan jeg ikke være andet end taknemlig og stolt over at være nået til at ride international lille tur på meget kort tid.

Det er som sagt en fantastisk Tour og jeg synes at alle ryttere der er over 26 og ikke har nogle point på FEI’s verdensrangliste kan være taknemlig og glade for at der igen er nogen der tænker på at hjælpe os til nogle store oplevelser og erfaring på den store scene. Det er virkelig noget at stile efter at komme til at ride! Tak Jens og Andreas – I har i hvert fald gjort mit år 2018 til et jeg aldrig glemmer.