Sæsonen 2019

Året 2019 har budt på en del udfordringer for Dia og jeg. Henover sommeren var Dia, ikke i sit vanlige gear. Vi har tillagt det at hendes brunst har været ret kraftige, men alligevel synes vi at det var lidt underligt at hun ikke havde den energi som hun altid har haft tidligere.

I august måned læste jeg så en meget interessant artikel, som faktisk ligger lige op af det indlæg som Karina Josefsen lige har skrevet. Jim fra Brogaard i tale satte nogle forskellige ting ang. Foder, bl.a. at heste der konkurrere på et højt niveau, skal have nok kulhydrater. Også satte det mine tanker lidt i gang, for Dia gik på lav stivelsesfoder, for at beskytte hende mod for højt indhold af sukker og stivelse.

Min svigerfar har lavet indtil flere Ironmans og vi har flere gange talt om, hvor vigtigt det er at man indtager nok kulhydrater, når man træner ved så høj intensitet. Dia og jeg har efterhånden bevæget os op på et højt stævne og trænings niveau, så det giver rigtig god mening at der skal noget mere stivelse og sukker til, for at bibeholde det naturlige energiniveau.

Tilbage på Spillers

Vi talte sammen om det og besluttede, at begynde at fodre med Spillers igen. Dog skulle Dia ikke have Slow Release, men Instant og hold da op! Efter en måned var der virkelig en mærkbar forandring – Dia er blevet helt sit gamle jeg, og der er bare fuld fart på. Det er virkelig fantastisk, for vi har brug for den power og energi på det niveau vi rider på nu og især når vi skal op mod GP.

World Cup i Herning

En af mine store udfordringer i år, har virkelig været alle de fejl jeg laver i programmerne. Her spiller energien selvfølgelig rigtig meget ind, for hvis man ikke føler hesten er med en, så er det lidt svært at ride en Inter 1. Men det også skarpheden i min ridning, som simpelthen ikke har været tilstrækkelig, når vi rider de programmer som vi gør.

Jeg har et almindeligt fuldtidsjob og rider ”desværre” ikke 5-7 heste om dagen. Så det sætter nogle høje krav til mig om at få det optimale ud af hver træning. For jeg har ikke så meget at gøre godt med i forhold til nogle af mine ride kollegaer, som rider mange gode stævner på gode heste. Så for mig er det virkelig vigtigt at spænde ballerne hver dag og se på de andre som stor inspiration. Det kan lykkes, bare man træner længe og godt nok!

Programridning

Op mod Herning lagde vi mere fokus på programridning i vores daglige træning. Så vi sammen ville have en større sikkerhed i det vi laver. Især det med at få det rigtige tempo og lave tingene hurtigt efter hinanden. For de enkelte øvelser er ikke noget problem, det er når de bliver sat sammen vi får udfordringer. Grundridning er det vigtigste for mig og i bund og grund er jeg en rigtig volte rytter. Hvilket faktisk er noget jeg sætter en store ære i. For hvis grundridningen ikke er på plads, så kommer man aldrig til at lave tingene med kvalitet.

På den anden side, er det også rigtig vigtigt at man få øvet linjerne fra de programmer man skal ud og ride. Især nu svære programmerne bliver.

I fredagens PSG havde vi en super fin tur. Desværre med et changement ind af midterlinjen. Det er altså ikke en super intro. Hun var noget spændt i skridten, og efter galopøgningen changerede hun inden mig. Så igen kom der nogle fejl ind, som var rigtig dyre. Vi endte med 68% og en 5. plads.

Søndag i Inter 1, var Dia meget spændt. Hun kiggede en hel del i Blue Hors arenaen og der var ikke rigtig noget som fungere for os. Vi endte med 64,8% med 3 dyre fejl og en øvelse som slet ikke blev vist.

Bundgaard Byg Finalen 2019

Fordi jeg blev nr. 4 til den første Bundgaard Byg Kvalifikation i maj måned, var jeg kvalificeret til finalen. Så efter Herning, gik træningen stille og roligt hen mod Blue Hors Dressurfestival.

Jeg må indrømme, at mine forventninger til stævner var, at jeg bare skulle ind og ride nogle gode stabile ture. For igennem de sidste to år, har jeg virkelig søgt at skulle ride over 70%. Jeg har hesten til det, så det er kun mine egne evner der sætter begrænsningen. Det er bare på ingen måde lykkedes mig og nu mere jeg har søgt det, desto længere føler jeg at være kommet væk fra det.

Især fejlene har gået mig på, for det er super frustrerende ikke at kunne ride nogle tilfredsstillende programmer, når jeg træner virkelig meget i mellem stævnerne.

Startlisten var derudover også spækket med fantastiske ryttere på virkelig gode heste. Så feltet var hårdt, hvilket selvfølgelig også er naturligt i en Bundgaard Byg Finale.

Fredag

Da jeg ikke havde mulighed for at holde fri fra mit arbejde fredag, skulle vi kun over og ride selve Bundgaard Byg Finalen, lørdag og søndag. Det viste sig dog at være lidt problematisk, da jeg ikke kunne ride noget sted fredag aften. Heldigvis havde jeg skrevet og hørt om det på forhånd, så jeg nåede at ride fredagen morgen inde jeg tog på arbejde.

Min mor var sød at køre over med Dia og få hende installeret, så det hele var klar til jeg kom efter arbejde. Lørdag morgen havde vi så mulighed for at komme ind og skridte i hallen og det var rart, at hun lige fik set på det hele.

Min træner Lone, havde heldigvis mulighed for at være med på opvarmningen og det gjorde bare en kæmpe forskel. Lone er helt fantastisk og giver en ro bare det at hun står der. Jeg bliver, heldigvis ikke nervøs, jeg er selvfølgelig altid spændt, men aldrig negativt.

For mig handler det mere og jeg kan få det hele med ind på banen, og det har det faktisk altid gjort. Der er en stor balancegang i at skulle ride til, men ikke at override eller ride med hoved under armen. Det har været en ting som jeg har skulle forholde mig mere til som senior, end jeg har skulle tidligere.

Inter 1

Mit ridt lørdag endte ud over alt forventning. For første gang i mange år, så fungere det hele for mig. Selvfølgelig er der ting som kan blive bedre, men alt i alt var det et super godt program. Ingen fejl! For første gang var formen korrekt, samtidig med at der ikke kom nogen fejl.

Da jeg vender ind af midterlinjen til slut, siger jeg til mig selv at jeg skal kigge op og frem. Så Dia ikke tror hun skal lave paraden for tidligt. Da jeg ser op, ser jeg vores score på storskærmen og jeg kan mærke at tårerne begynder at presse på. At komme tilbage til det høje niveau er, som sagt, noget jeg har søgt intensivt de sidste 2 år. Men jeg har ikke ramt niveauet siden min pony og juniortid.

Da jeg begyndte at skulle ride stævner igen tænkte jeg at den store forløsning ville komme ved mit første stævne. Det gjorde den overhovedet ikke.

Så tænkte jeg at den ville komme når jeg lå i toppen til et landsstævne i en MA eller PGS. Og da jeg red 69% i PSG til landsstævnet i Vejle i 2018, blev jeg virkelig glad. Men forløsningen kom stadig ikke.

Da jeg så skulle ride mit første internationale stævne kom der noget af den, men der sad stadig noget tilbage inde i brystet på mig. Og selvom det hjalp at blive nr. 3 i Herning sidste år, hvilket var en flot præstation, kom den stadig ikke der. Det sportslige niveau, jeg gerne ville ramme havde jeg ikke ramt der. For der var stadig fejl og mange ting der kunne blive bedre.

Forløsningen

Den her forløsningen på, at jeg siden 2009 har kæmpet for selv at ride på et højt niveau igen. At det har været 10 år værd, med slid, tårer, operationer osv. At alt det som jeg har valgt siden jeg var helt lille, at det var muligt at nå op på det niveau igen, selvom jeg har fået en stor rygoperation.

Min egen blåstempling af, at jeg ikke bare forblev en juniorrytter der aldrig formåede at bevæge sig ind i seniorrækkerne. At jeg med hård træning godt kan være med på et højt niveau, selvom jeg er senior.

Med en slut score på 71,2% og en 4. plads i første afdelingen, var jeg mere en lykkelig. Jeg var lettet og den forløsning jeg har længtes kom endelig!

Søndag

Søndag stod den på kür og det er altid en fest dag. Dia var en smule træt i kroppen efter lørdagens flotte tur, men alligevel formåede jeg at komme flot rundt derinde. Musikken passer desværre ikke helt mere, så jeg brugte lidt for mange ressourcer på at ride efter musikken. Men Dia var en kæmpe stjerne og vi endte på en score på 72.7% og samlet blev vi nr. 4!

Det er et fuldstændig vanvittigt resultat for mig, især når man tænker på hvilke ryttere der red med. Betina Jæger vandt, Selina Soelberg nr. 2 og Carina Nevermann nr. 3. Tre virkelig dygtige og rutinerede ryttere. Så jeg er så stolt af Dias og min præstation.

Så sæsonen 2019 sluttede alligevel fantastisk af og jeg er sidder tilbage og er meget træt. Men også spændt på hvad 2020 indeholder for os.