Får du hjælp af en forældre?

Får du hjælp af en forældre?

februar 27, 2019 Af Camilla Bekkevold

Igennem mit liv med heste har jeg overhørt mange skænderier imellem børn og forældre på enten ridebane eller i ridehuset. Mange forældre forsøger at hjælpe så godt de kan, men jeg oplever mange børn og unge som bliver virkelig irriteret over deres hjælp. “Du kan jo ikke selv gøre det bedre”.  Puha! Den har jeg hørt tit. Men handler det overhovedet om at ens mor/far kan gøre det selv? 

Hjælp fra jorden

Lige fra jeg var helt lille har jeg fået meget hjælp fra jorden af enten min mor eller far. Min far har aldrig redet og min mor har kun redet lidt, da hun var lille. Så ingen af dem har arbejdet med heste igennem deres liv. I dag er det primært min mor der hjælper mig.  Selvom hun som sagt ikke har redet på et højt plan selv, så har hun overværet over 2.000 undervisningstimer. På den måde har hun tilegnet sig en masse viden. Så selvom hun ikke selv kan udføre alle tingene, så ved hun hvordan det skal være og se ud.

Da jeg begyndte at ride rigtig med for pony, så gjorde min daværende træner noget meget klart. Jeg havde brug for alt den hjælp jeg kunne få. Han sagde til mig, at jeg måtte bide i bordet og lade min mor eller far hjælpe mig, de dage jeg ikke fik undervisning. Ellers ville jeg slet ikke rykke mig nok til at nå mine mål.

Jeg vil være helt ærlig og indrømme, at der har været tidspunkter, hvor jeg skulle tælle til 10 for ikke at blive tosset. Men her er det vigtigt at huske på, at grunden til at man bliver så sur, ofte er fordi man ved personen har ret. Måske har man bare svært ved at ændre det eller har udfordringer med at gøre det rigtigt. Her er det vigtigt at man i stedet for at blive sur, siger til ens forældre at det er fordi man synes det er mega svært.

Mere vigtig end man tror

Ikke desto mindre, så er hjælpen nedefra virkelig vigtig. Især hvis man ønsker at rykke sig mere hver dag. Når man er pony, junior og youngrider, så har man brug for så meget hjælp som man overhovedet kan få. Det sjove er faktisk, at jeg ofte synes at dem som rider meget undervisning har nemmere ved at modtage hjælp fra en forældre, end dem som ikke gør. Hvis man rider undervisning 1 gang om ugen, eller 1 gang hver anden uge, så er det guld værd, hvis man kan få noget hjælp i hverdagen.

Hvordan hjælper man så?

Først og fremmest, vil det være optimalt, hvis ens forældre kan overvære ens undervisning. På den måde kan man få en dialog i gang med træneren. Så kan ens træner forklare, hvilke ting som der skal fokuseres på indtil næste undervisning. Her vil det også være muligt for træneren at forklare ens forældre lidt mere om det ridetekniske.

Hvis man som forældre ikke har haft særlig meget med heste at gøre tidligere, så er det igen vigtigt at man få talt med træneren om, hvilke ting der skal øves på. Når det er klarlagt, så kan man sammen forældre og rytter aftale, hvordan de forskellige ting skal siges under den daglige træning. Her kunne det være at ens forældre har fokus på tre ting, f.eks. opstilling.

Opstilling er et super godt sted at starte, for det kan alle forældre være med til. Det er relativt nemt at se om ryggen er ret, hælen er trådt ned osv.

Sammen kan man så få lavet nogle fokus punkter. På den måde får man rettet tingene langt hurtigere end man ville kunne alene. Som rytter er det også vigtigt at huske, at dårlige vaner er noget af det sværeste at komme af med. Så nu mere hjælp det er muligt at få, desto bedre er det.

Bid i bordet

Så hvis du sidder derhjemme og virkelig gerne vil hæve dit niveau og blive en bedre rytter, så please tag imod den hjælp der er mulig at få fra dine forældre. Det der med at være ”for” dygtig til at modtage hjælp, den holder altså ikke. Også selvom ens forældre ikke rider bedre end en selv. Det er klart at ens forældre skal have noget guidance, så det de siger er brugbart og gør en til en bedre rytter. Men hvis det er på plads, så kan man få virkelig meget ud af hjælp af en forældre.

Min Mor

Jeg selv får rigtig meget hjælp af min mor i det daglige og det hjælper mig med at holde mig så skarp som muligt. I dag sparre vi også rigtig meget sammen efter den daglige ridetur, så jeg hele tiden får det optimale ud af hver træning. Uden hendes hjælp, ville jeg aldrig være nået til hvor jeg er i dag og heller ikke, hvor jeg vil nå hen i fremtiden. Jeg er hende dybt taknemlig for at prioritere det lige så højt som jeg gør.

Så hvis du har nogle forældre der er med dig i stalden hver dag, eller flere gange om ugen, så brug dem i stedet for at sige nej tak til den ekstra hjælp – Den ekstra hjælp har alle brug for.