Negativ snak i stalden – Bidrager du selv positivt?

Negativ snak i stalden – Bidrager du selv positivt?

februar 1, 2019 Af Camilla Bekkevold

Du kender det sikkert og oplevet det flere gange. At komme i stalden også er der lidt en dårlig stemning. Men hvordan bidrager du egentligt selv til det og er det noget man kan gøre for at undgå det?

Dårlig stemning

Først og fremmest skal det siges, at det er super svært at undgå. Når flere mennesker er samlet et sted, så er der selvfølgelig også forskellige måder at tackle tingene på. Det er også helt i orden, nogle gange skal man bare også se indad og se om der er noget man selv kan gøre anderledes. Der kan være flere årsager til at der kommer dårlig stemning. Måske har nogle haft et dårligt ridestævne, ens hest har fået en skade eller der er noget man er utilfreds med.

Her synes jeg det er rigtig vigtigt, at man som sagt starter med at se på sig selv. Kommer jeg selv med en positiv indstilling i stalden og er mit kropssprog positivt? Selvfølgelig er det helt i orden at man er ked af det, hvis der er noget galt med ens hest. Ellers hvis man f.eks. har haft et rigtigt dårligt ridestævne. Hvis man er utilfreds med noget i den stald man er opstaldet, så er det altså meget nemmere at få spurgt ejeren eller lederen, om det er noget man kan gøre noget ved. Går man selv rundt og taler med andre pensionærer om alle de ting man er utilfreds med, så kommer der hurtigt dårlig stemning. Helt at undgå det bliver nok svært, men der er alligevel nogle ting man kan gøre.

Positiv indstilling

For hvis man selv kommer med en negativ indstilling, så mærker ens hest det med det samme. Og på den måde kommer det hurtigt til at gå ud over ens egen ridetur eller træning. Hvis man hver dag møder op med en indstilling omkring, at det bliver en god dag i stalden og at det er fedt man må være der. Så bliver dagen også derefter.

Nogle gange kan man måske føle, at man bliver suget ned i den dårlige stemning, selvom man ikke er en del af ”udfordringen”. Her er mit bedste råd, at melde klart ud. Hvis man selv siger til personen, at man godt kan forstå dem og udfordringen, men den kun bliver løst ved at henvende sig det rigtige sted. Så får man både meldt ud, at man ikke ønsker at være en del af den negative stemning og hjælper måske også personen til at tage kontakt til den der kan hjælpe med at løse udfordringen.

Man får hvad man giver

Ordsproget er måske lidt gammeldags, men det holder stadig. For hvis man selv er glad og positiv, så får man det ofte igen. Jeg er selv så heldig at stå et sted, hvor der stort set altid er god stemning. Det har også meget med stedets indstilling over for tingene, om det er ned af ens egen ”boldgade”. Samtidig har hvert sted også hver sin måde at håndtere tingene på.

Jeg har en gang stået et sted, hvor det var direkte opsigelses grund at tale negativt om hinanden. Man måtte heller ikke stå inde i hallen og se andre ride, medmindre man havde fået lov til det af rytteren selv. Det kan måske virke ekstremt, men jeg synes faktisk det er okay at lave sådan nogle regler. På den måde kan man undgå mange ting og hvis folk ikke synes om det, så kunne de finde et andet sted.

Man skal også huske, at når man står et privat sted, så er det folks hjem man kommer ind i. Så derfor skal man selvfølgelig forsøge at komme med en god indstilling hver dag.

Se på sig selv først

Men inden man ”peger” på andre, så skal man altid se på sig selv først. Det er altid nemt at sige det er andres skyld, men hvis man tænker på sin egen adfærd først, så bliver tingene ofte lidt nemmere.  I bund og grund er vi jo allesammen på samme side og ønsker at nyde tiden i stalden med hinanden og vores muler 🙂