Udfordringer med serien?

Udfordringer med serien?

november 20, 2018 Af Camilla Bekkevold

Igennem uddannelse af heste vil man støde på forskellige udfordringer, som kan skifte fra hest til hest. Heste er lige så forskellige som mennesker og har derfor forskellige svage og stærke sider. I forløbet med at lære det enkelte changement var Dia og jeg lidt udfordret, da hun har tendens til at løbe. Det samme udfordring kom så, da vi gik i gang med selve serien og hvad gør man så?

Der er selvfølgelig mange forskellige måder at løse udfordringen, men jeg vil fortælle lidt om hvordan vi har tacklet dem. Sidste år i oktober besluttede jeg mig at ligge serien på hylden og igen fokusere på det enkelte changement. Da jeg havde redet i Esbjerg til landsstævnet i januar, var jeg efterfølgende på træningslejr for første gang hos Lone Bang Larsen.

Her begyndte vi igen at tage hul på serien og de udfordringer som jeg havde med dem. Mit og Dias problem fungerede på den måde, at det var utrolig svært at holde hende afslappet igennem serien. Ofte begyndte hun at løbe skråt igennem første eller anden gang jeg red ind på diagonalen, hvilket komplicere tingene en hel del.

Løber skråt igennem

Jeg har redet skråt igennem rigtig mange gange i træk uden at lave en serie eller bar et enkelt changement, for så at gøre det en enkelt gang, for derefter at ride mange gange skråt igennem uden at gøre det igen. Kun for at opnå at hun ikke forventede at det ville ske og derfor afventede min hjælp. Dette er bare en af de mange ting som jeg har forsøgt, som også har hjulpet men som ikke har løst udfordringen for mig.

Forskellige værktøjer til hjælp

Det hjælper bestemt heller ikke at stoppe op midt i serien, da det gjorde Dia forvirret. Desuden får man heller ikke redet sig ud af problemet, men bliver ved med at have det i dette tilfælde. I stedet begyndte jeg at ride ind på diagonalen, lave 3 x 4’er og idet hun begyndte at løbe så lave en stor halv pirouette rundt, ramme diagonalen igen også gentage systemet den anden vej.

Man kan gøre det samme med 3’erne, 2’erne eller det enkelte, præcis det antal man ønsker. Effekten ved det er, at hesten begynder at finde ud af at den ikke skal løbe, men samle sig igen. Hesten vil også være nødsaget til at lytte efter hjælperne, ellers får den svært ved at vende en halv arbejdspirouette. Det har været virkelig effektivt og det er noget eg stadig bruger i min daglige træning for at bevare kontrollen.

Mon det nogensinde lykkes?

Jeg må indrømme at jeg i løbet af tiden har tænkt flere gange, om et nogensinde ville lykkes. Bare tilbage i januar måned var jeg ikke engang sikker på at jeg ville kunne starte en MA i 2018. Nu har jeg redet international Inter 1 og det er fordi jeg er blevet ved med at øve og træne på det selv når jeg følte, vi aldrig ville nå i mål. At uddanne heste handler ofte også om tid og hesten skal nogen gange have mere tid til nogle bestemte ting end andre.

Samme forløb vil komme til at udspille sige, nu når Dia skal til at lære at lave 1’er. Det kommer også til at tage tid, men der er intet andet for end at blive ved med at øve det også kommer det til at fungere en dag. Hvis man bare bliver ved med at tro på det, så skal det nok lykkes en dag.