Da Riders Notebook spurgte om jeg kunne tænke mig at blive en del af deres blogger univers, var min første tanke at det lød super spændende. Efterfølgende fulgte så en masse tanker om det nu også var klogt, at begive sig ud i den verden. For selvom jeg synes, at vi hestefolk er nogle af de skønneste typer der findes, så er vi ofte rigtig hårde ved hinanden når vi ikke er enige om, hvordan tingene skal gøres. Det synes jeg, at man har set flere eksempler på de seneste år og ofte er tonen mere end hård.

På den anden side skal man heller ikke lade sig stoppe af nogen der forsøger, at ødelægge det fællesskab som andre bygger op, og jeg synes at Riders Notebook er et super godt initiativ til den danske rideverden.

Samtidig tænkte jeg også om der overhovedet var nogen der ville synes, at det var interessant at læse om mig, min hverdag, stævner osv. For har jeg egentlig noget på hjerte, noget at bidrage med eller er det bare for at blive en del af den ”blogger verden”?

Som pony og juniorrytter var jeg heldig at opnå mange ting, på ganske kort tid. Jeg har bl.a. repræsenteret Danmark til internationale stævner, været reserve til EM, vundet en Ecco Cup kvalifikation, redet DM og vundet bronze til DM for hold. En tid, som står meget stærkt i min hukommelse og som har givet mig minder for livet.

Også kom det øjeblik, som forandrede mit liv for altid. I 2010 kom jeg ud for en rideulykke og jeg fik en stor rygskade som jeg blev opereret for i år 2012. Rygskaden og operationen resulterede i, at jeg fik en méngrad på 12,5% og skal leve resten af livet med kroniske smerter. Derudover var jeg så uheldig at falde af Dia-Lou i foråret 2015 og på grund af faldet er der dannet væske ved min diskosprotese, hvilket ligger et tryk på mine nerver. Det betyder, at jeg i dag heller ikke har samme følelse og eller kraft i mit venstre ben som jeg har i mit højre. Heldigvis fik jeg hjælp af en fysioterapeut med speciale i nerveskader, så i dag halter jeg kun på meget dårlige dage.

Det har taget mig 8 år at kæmpe mig tilbage til det niveau jeg har drømt og levet for siden jeg var 5 år gammel. Det har været en meget lang sej kamp og en rejse for livet, en rejse jeg ikke ønsker at nogen anden skal igennem. Det har ikke kun været en kamp mod endnu en gang at få lov til at repræsentere Danmark ved ridestævner, det har også været en kamp tilbage til livet.

På baggrund af det, har jeg valgt at sige ja til Riders Notebook om at lave en blog, for på den måde at kunne dele min historie. Det bliver også gjort i håb om, at hvis der sidder andre i lignende situationer, så kan de finde håb og motivation i, at det stadig kan lade sig gøre at nå nogle af sine mål og drømme, selvom man har fået nogle helt andre rammer helbredsmæssigt.

Kampen tilbage mod livet fortsætter nemlig for mig og jeg har ikke i sinde at give op – Ikke nu, hvor tingene endelig er begyndt at gå min vej igen.

Jeg håber at give et realistisk billede af mit liv og hverdag, på både godt og ondt og vise den kærlighed til heste, som ligger så dybt forankret i mig. Det er den kærlighed der har reddet mig fra at opgive livet, den der har fået mig til at kæmpe videre og den som stadig motivere mig hver eneste dag til at være den bedste udgave af mig selv, selvom det aldrig bliver det samme igen.